Materialer
1. Frisk hyldegren, 10-20 cm lang, f.eks. 1-1,5 cm tyk (barken skal være brunlig. Grene med den friske grønne bark kan ikke bruges. Der må ikke være grenled på de yderste 5 cm, hvor blomsten skal snittes)
2. Tynd gren til stilk, 10-20 cm lang, 3-4 mm tyk.
Arbejdsgang
Her er en hurtig lille opgave, men der skal arbejdes fint og kontrolleret.
Snit enden af hyldegrenen til med enkle snit. Skrab barken af de yderste 4-5 cm ved at sætte knivbladet lodret mod grenen og skrabe væk fra dig selv, skær ikke i grenen.
Snit en tynd spån fra ca. 4 cm inde til ca. 1 cm fra grenenden. Spånen skal ikke snittes af men vippes eller forsigtigt bukkes ud fra grenen med kniven.
Når spånen er løftet lidt, kan der bukkes lidt mere med fingrene. Fortsæt med at lave spåner (blomsterblade) ved siden af hinanden hele vejen rundt.
Lav to omgange eller flere.
Hvis der er snittet tæt på marven, kan blomsten brækkes af, ellers må den forsigtigt snittes af.
Skub en tynd gren ind i marven som stilk. Snit grenenden til og du er klar til at lave næste blomst. Blomsterne kan være mere eller mindre sprunget ud.
Det kræver nogen øvelse at snitte blomster. Man skal kunne snitte en spån der ikke er hverken for tyndt eller tyk og den skal være en vis længde. De første blomster man snitter vil måske være med blade der sidder mere tilfældigt, rodet og i meget forskellige længder. Men hvis man har lyst til at forbedre sine blomster, så er det bare at blive ved, som man siger øvelse gør mester og materialerne er jo billige.
Hyldegrene der bruges skal være træet, der findes yngre grene som har fine dimentioner, men hvor der ikke rigtig træ i. Der kan være megen forskel på hvor meget marv der er i hylden, hvis der er meget marv og lidt træ, vil det give nogle begrænsninger.
Denne snitteide er med i “børnenes snittebog – snit i friskt træ” og den er også med i udviklet form i “Den Store Snittebog”.